Selvom valget ikke er udskrevet, er kampen om stemmerne og værdierne allerede i fuld gang.
Hvilke kandidater kan skabe den bedste genklang hos vælgerne? Hvem har de mest fantasifulde kampagner? Hvem positionerer sig bedst? Når politikerne søger job – er vi så arbejdsgiverne?
”For at få dine dagpenge skal du afsende 1 jobansøgning om ugen”. Sådan lød beskeden, da jeg mødte op hos A-kassen efter at være dimitteret i vinters. Umiddelbart lød det ikke som en uoverkommelighed. Jeg havde før været telefonsælger og hvis jeg der havde nøjedes med at foretage et opkald om ugen, var jeg nok blevet fyret allerede inden mandag middag.
Problemet er heller ikke at afsende eller forfatte en ansøgning om ugen. Problemet er ikke engang at finde en virksomhed, der søger én med mine kvalifikationer. Problemet er, hvordan man brænder igennem. Hvordan man kommer til en jobsamtale frem for de hundredvis andre, der søger det samme job.
Problemer kan løses. Men selv når du løser dette problem ved at sende en uden-for-boksen video, hvor du synger om dine fortræffeligheder, skriver en ansøgning der får læseren til at besvime af latter, eller kommer i Go’ aften Danmark for at fortælle om den virkelighed du oplever de arbejdssøgende lever i; selv da står du overfor den virkelige udfordring, der kan knække halsen på selv den største optimist: Karsten!
Bodils nabosøn
Karsten er Bodil i regnskabsafdelingens nabos søn. Bodil har været i virksomheden længe og udover hendes depression forrige år, så er hun en stabil ansat. En ansat der ”lissom bare hører til” i virksomheden.
Da Bodil til frokosten hører at virksomheden tænker på at man måske skulle fokusere lidt mere på markedsføring, nævner Bodil at hun lige ved hvem der ville være rigtig dygtig. Hendes nabos søn Karsten, der har læst noget med computere og innovation. Karsten er en rigtig spilopmager, der engang pakkede hele deres hus ind i lokumspapir sammen med nogle andre drenge fra klassen.
Chefen siger, ”jamen, det lyder da spændende, så må du få ham til at sende en ansøgning, for vi slår stillingen op på mandag”. Lidt senere på dagen minder Chefen Bodil om at få Karsten til at henvise til Bodil i sin ansøgning.
Jobopslaget giver 147 ansøgninger. Karsten bliver sammen med 4 andre inviteret til jobsamtale, og efter interviewrunden er Chefen og Tillidsrepræsentanten enige om at de jo alle var kvalificeret og helt sikkert vil kunne bidrage med noget nyt i virksomheden. Derfor bliver de enige om at det nok er bedst at tilbyde Karsten at få jobbet. Han er jo ”lissom allerede en del af familien”!
Det ukorrupte Danmark
Der er ingen tvivl om at Bodil bliver lidt mere populær inde hos naboen. Sandsynligvis brokker han sig ikke længere over at hendes kat forretter sin nødtørft i hans garage, og muligvis får hun endda en flaske rødvin for sin hjælp.
Mens hun sidder og drikker denne flaske rødvin foran fjernsynet, så hører hun om korruptionssager i Spanien. En journalist fortæller hvordan korruption er udbredt i Sydeuropa, og hvordan vi her i Danmark og Skandinavien kan brøste os af at være helt i bunden på Forbes’ liste over mest korrupte lande. Hvordan vi i Danmark lever i et meritokrati, hvor de dygtigste bliver valgt og hvor man ikke kan købe sig til sine pladser. Ja, det er ganske vist!
Kultur-ghettoer
Til jobsøgningskurser og i medierne bliver der vidt og bredt fortalt om hvor vigtigt det er, at man har et godt netværk. Historien om Karsten er en trivialitet, det er sådan man får job!
Men på hvilken måde adskiller dette sig fra nepotisme og fra korruption? Hvornår slår den etiske nål fra ”netværk” via ”nepotisme” til ”korruption”? På hvilken måde gavner det en virksomhed at ansætte en person, der primært adskiller sig fra sine medansøgere ved at han ”kender nogen på arbejdspladsen”?
Nytænkning og energi skabes når forskellige typer mennesker mødes og tænker tanker. En arbejdsplads bør ikke være en social forening. Det er naturligvis hyggeligt og kan under tiden endda gavne en virksomhed, at medarbejderne er en sammengroet gruppe med fælles værdier.
Men nytænkning og idérigdom kommer ikke ved, at Bodil og Karsten sidder og snakker om havefesten på deres vej. Det kommer ved at lade Muhammed fortælle om sine oplevelser og dele sin viden og sine synspunkter, så Anders bliver så provokeret på sine værdier at han sammen med Muhammed opfinder en burka, der lader solens stråler komme igennem, så muslimske kvinder ikke skal lide af d-vitamin-underskud.
Ved at holde fast i dette sociale netværks-system udelukker vi os selv fra at kunne skabe fremtidige arbejdspladser og værdi for de danske virksomheder. Hver eneste af os, der kan sige at han har fået et job som resultat af nabohjælp eller vennetjenester, har potentielt forhindret en virksomhed i at skabe vækst.
Den eneste undskyldning for at støtte netværks-systemet, er hvis man ser arbejdstagere som metervare, og det job man skal have udfyldt befinder sig på bunden af en virksomhed, der aldrig ville drømme om at lytte til sine medarbejdere. Er det sådan en virksomhed du arbejder for?
Løsningen?
For rigtig mange af os er det at søge job en stressende ting. Nye omgivelser, nye rammer, nye mennesker. Vi er groet fast i en opfattelse af, at når man endelig har et job, så bliver man der sgu! Neglene dybt ned, og så hold fast og undgå at der er nogen, der finder ud af, at der findes alternativer.
Tanken bag dette genfindes i politikken om sidst-ind/først-ud, hvor man gør sit for at beskytte virksomhedens sociale væsen. Dermed underbygger man angsten for at blive fyret, og skaber medarbejdere, der føler de er uansættelige alle andre steder end i den virksomhed de er.
Der er imidlertid sket en masse i samfundet. Virksomheder har i højere grad brug for at kunne genopfinde sig selv, og til det er der behov for nye idéer. Eller nyt blod til det sociale væsen!
Måske er det på tide at man forbyder ansættelser udover x antal år? Måske er det på tide at man lader jobsøgere opfatte sig selv som politikere, der hvert 4. år må sælge sig selv og finde på noget nyt for at kunne blive ved med at tage til Spanien på sommerferie?
Måske er det på tide at DU ser dig om efter et nyt job?!
Leave a Reply